| Bestyrelsen | S3 mix Syd | Ungdomsudvalget | Beach |
| Turneringsudvalget | S3 mix Nord | Dommerudvalget | Regnskab |
| Dagsorden | Forslag | Referat af mødet | Billeder |
Bestyrelsens beretning
v. fmd. Jan Troelsgaard
Sidste mand lukker og slukker!!
Sådan var kredssekretærens noget dystre overskrift på et indlæg i bazaren på kredsens hjemmeside i oktober måned. Heldigvis dukkede der da lidt flere hold op, men er der alligevel ikke noget om snakken??
I år er vi i VVBK blevet 150 spillere færre end sidste år.
Vi er nu 1706 medlemmer i VVBK mod 2492 dengang i 1994, da vi var flest.
Hvad der er endnu værre, er at antallet af ungdomsmedlemmer er
halveret siden 1994, og vi har nu kun 437 unge volleyballspillere tilbage
i VVBK.
Så der ER jo noget om snakken.
I sidste års beretning fremhævede jeg en række faktorer, som jeg syntes gav grobund for en positiv volleyudvikling i VVBK. Det var f.eks. ingen manglende kredsudvalgsmedlemmer, kredssamarbejde om ungdomsturnering, konsulentordningen, påskekursus etc.
Alle disse ting og lidt mere til kunne jeg nævne igen i år,
og jeg vil gerne takke alle kredsledere og kredsekretæren for indsatsen.
Det er bare lidt svært at bevare optimismen, når medlemmerne
alligevel strømmer ud af kredsen. Der må jo være noget
vi gør galt.
Resten af denne skriftlige beretning vil derfor ikke handle om fortiden,
men om fremtiden.
Jeg har gjort mig nogle tanker om, hvordan fremtiden kunne forme sig, og fundet frem til en række påstande, som alle kunne være en måde at tackle situationen på.
Påstande:
”Det skal nok gå”
Det har jo altid gået op og ned, og udviklingen skal såmænd
nok vende. Vi skal bare have lidt tålmodighed, og blive ved med at
gøre tingene lige så godt som vi plejer.
”VVBK har i sin nuværende form ikke længere en berettigelse.”
Kredslederne har alle en eller anden klubtilknytning, og de kræfter
de bruger i kredsens tjeneste, ville være meget bedre brugt hjemme
i klubben.
Kredsen har en ansat sekretær til at tage sig af turnerings-administrationen.
Alle andre opgaver må påtages af klubber eller enkeltpersoner,
som har overskuddet til det.”
”Det er nu vi skal satse.”
VVBK satser hele sin formue på at vende udviklingen. Det afholdes
et kæmpe inspirationsseminar med alt betalt for alle klubledere nuværende
som potentielle. Der sættes en masse aktiviteter i gang for unge
mennesker, og skidt med hvad det koster. Vi køber så at sige
spillere. Målet er at indtægterne stiger i takt med tilgangen
af spillere, så vi til stadighed kan overdænge vore ungdomsspillere
med gode gratis oplevelser.
”Holdsport, og dermed volleyball, er en død sild.”
De unge nu til dags tænker kun på sig selv og deres eget
bedste. De gider ikke indrette sig efter de andre på holdet. Begreber
som holdånd og klubfølelse er yt. Oven i hatten er de unge
også mere optaget af computerspil og fritidsarbejde end af sport.
”De store klubber er for gode”
Der er umuligt at starte et ungdomshold op i VVBK, fordi de får
så mange bank, hver gang de er ude at spille. Til sidst gider de
ikke længere. De store klubber dominerer totalt. De skulle hellere
sende deres dygtige trænere ud til de små klubber og gøre
dem bedre.
”VVBK skal aktivt arbejde for en sammenlægning af kredse.”
En ny struktur i dansk volley, hvor flere administrative opgaver varetages
centralt. På den måde frigør vi ressourcer i kredsen,
som kan arbejde med rekruttering af nye spillere.
”Det er egentlig spillernes eget ansvar, at det går som det går.
Der er jo ingen, som gider tage et ansvar.”
Kære volleyspillere, hvordan synes I egentlig selv det går??
Vil I gerne have et hold at spille på??
Vil I gerne have nogen at spille mod??
Det er for nemt at lade det være op til en lille flok kredsledere
og en konsulent, at bære ansvaret for medlemsudviklingen. Det er
på tide, at alle volleyspillere i VVBK tager ansvar!!!
”Selvfølgelig kan vi vende udviklingen.”
Alle de gamle forstokkede ledere i klubberne og kredsen skal bare skiftes
ud med nogle yngre kræfter, der ved hvilke behov volleysporten har
i dag. Lad de unge komme til. Giv dem ansvar. De vil gerne, og kan sagtens
forvalte det.
Måske er du ved at læse dette kommet på andre påstande,
som også kan bruges i diskussionen. Hvis du er, så kom endelig
med dem.
Kære repræsentantskab kom ud af busken. Giv jeres uforbeholdne
mening til kende.
”Hvis vi gør det vi plejer at gøre, får vi de resultater
vi plejer at få.”
”Hvis vi ønsker andre resultater, må vi gøre noget
andet”
Jan Troelsgaard
Formand
Bedsted / Holstebro 6/4-2000
Turneringsudvalget
1999 / 2000
af Jørn madsen og Bjarne Søndergaard.
Kredspokalturneringen
Kredspokalturneringen har i de senere år haft stadigt færre
deltagere. Denne gang deltog der kun 6 herrehold, som havde flere gode
kampe med Bedsted KFUM som vinder.
Desværre var der ved tilmeldingsfristens udløb ikke tilmeldt
nok damehold til at afvikle en turnering.
Kredspokalturneringen lever dog fortsat. Det er nemlig den eneste mulighed,
kredshold har for at komme med i DVBFs landspokalturnering, og TU er fortsat
af den opfattelse, at kredspokalturneringen er en glimrende optakt til
sæsonen. Derfor håber man også på flere deltagere
fremover. Konstruktive forslag modtages med glæde.
Jyllandsserierne
Ikast B trak sig fra JSD, efter at turneringsplanen var på plads.
Derfor måtte der atter i denne sæson foretages en del ændringer
i dommerpåsætningen.
Serie 1 Herrer
S1H blev afviklet uden problemer.
S1D var i denne sæson lavet om til en Grand Prix-række,
hvilket må siges at være en succes.
Desværre er der nok ikke spillermæssigt grundlag for lave
en regulær turnering i rækken som tidligere, og som der heldigvis
fortsat er i S1H.
Serie 1 Damer / Serie 2 Herrer
S1D havde 9 tilmeldte hold, hvoraf 5 spillede alle kampene. Et enkelt
hold nåede slet ingen kampe at spille.
I S2H har der deltaget 8 forskellige hold, og af disse har desværre
kun 2 spillet alle kampe.
Ny turneringsstruktur
DVBFs nye turneringsstruktur medfører, at man går fra
78 til 60 divisionshold for både damer og herrer. Der er ingen oprykninger
fra kredsene til divisionerne. Derfor er alle oprykninger i VVBK også
suspenderede i indeværende sæson.
Da Sunds ikke ønsker at være repræsenteret i den
nye danmarksserie, og Bedsted kun ønsker at have et enkelt DS-hold,
rykker Herning op i DSH.
Da der ingen nedrykkere er fra 3. Div. DN til JSD, hvor kun 9 hold
deltog, rykker Skive op fra S1D til DSD.
Andet
I øvrigt har det været en enorm fordel, at de fleste klubbers
kontaktpersoner både har telefon og E-postadresse.
Det har været rart, at man har haft mulighed for at se alle resultater
– undtagen for GP-rækker - på Infosport.
Tak til alle (klubber, sekretariat (med en altid opdateret hjemmeside) og andre), som har medvirket til turneningsafvikling i en god ånd.
Til lykke til de enkelte rækkevindere. S2H Skive FVK
S1D Skive FVK
S1H Herning KFUM
JSD Herning KFUM
JSH Lemvig GF
Tak for sæsonen med håbet om flere hold næste sæson.
Bjarne Søndergård
Jørn Madsen
sabs@post.tele.dk j-madsen@post.tele.dk
Beretning for
S3 Mix Nord
Beretning 99/00 v/Lorenz s. Svenstrup
Så rundede vi årtusindskiftet med motions-, hygge-, gejst-
og godt-samværs-volley og det blev atter en god oplevelse for undertegnede,
at se deltagerne være aktive og positive. Der har været en
rigtig god ånd holdene imellem, hvor accept af små uregelmæssigheder,
lån af andre holds spillere og en herlig snak med holdenes kontaktpersoner
til mig. Det er al besværet værd.
Et lille pip:
Holdene – Klubberne skal altså se at få reserveret haller
i rigtig god tid inden sommerferien +
de enkelte stævneledere må gerne spørge om råd
og vejledning, når det nu er deres tur til at gøre baner klar
og få deres stævne til at køre problemfrit.
Den nye turneringsleder for S3Mix Nord vil uden tvivl meget gerne have et rigtig godt samarbejde i gang fra starten.
Jeg takker af som turneringsleder efter nogle herlige år med en masse rigtig gode oplevelser – det har været en fornøjelse at bruge tid på noget, der er blevet så godt modtaget og oveikøbet så flot påskønnet fra deltagende holds side – jeg er meget rørt og taknemmelig.
Til slut en stor tak til VVBK – især Jørgen Donslund – for meget stor støtte i alle forhold – en støtte, jeg er helt sikker på fortsætter fremover.
TAK til alle !
Mange venlige hilsner
Lorenz S. Svenstrup
Ungdomsudvalgets arbejdsområde er alt, hvad der har med
ungdomsvolleyball at gøre.
Dvs.
1. turneringen, grand prix-møder, samkørsel, præmieoverrækkelse
osv.
2. kredshold, talentarbejde og instruktion, som vi bruger det meste af vores krudt på
3. andre tilbud til ungdomsspillere som fx. Düller
4. rekruttering af nye spillere og klubber - hvilket vi ikke har så stor succes med.
ad 1-ungdomsturnering
Den daglige administration af turneringen varetages af sekretariatet,
men UU udstikker de overordnede linier og beslutter på baggrund
af GP- møder mm., når der skal ske ændringer som fx.
sammenlægninger af rækker, samarbejde med andre kredse
osv.
Vi har ikke i nyere tid haft så få hold som i år.
Vi var heldigvis gået i gang med et samarbejde med MVBK om
turneringen, og de har troligt kørt til Vestjylland i år
for at spille med i vores GP-turnering. Det vides endnu ikke om de
vil være med igen i næste sæson.
Er vi fortsat interesserede i dette samarbejde - også hvis vi
skal til at spille flere af stævnerne i Århus og omegn?
Der skal også tages stilling til samarbejdet med Nordjysk Volleyballkreds,
som i de sidste 3 runder var med i GP-turneringen, i den del vi kaldte
Jysk Mesterskab.
Der skal under alle omstændigheder bestilles haller nu, og vi
skal derfor have en aftale med de andre kredse i løbet af
kort tid. Det kan muligvis ikke vente til repmødet - derfor
er I velkomne til at melde tilbage om denne problemstilling direkte
til Kjeld Bitsch eller Jørgen Donslund snarest muligt. Prioriteter
vi kortere kørselsafstande eller flere jævnbyrdige modstandere?
Skal vi forsøge at lave en pi/dr-række fra start - eller
skal vi allerede ved halreservationen slå dem sammen med HU/DU?
Vi har pga. sammenlægningen af HU/DU med dr/pi og mini nord og
syd haft problemer med, at de reserverede haller skulle ændres,
og i de tilfælde, hvor vi har skullet spille flere forskellige
steder, har det ikke været muligt i særlig god tid at
fortælle, i hvilken hal de enkelte hold skulle spille. Det
er stressende for de, der skal planlægge kørsel i klubberne.
Det bliver måske bedre ved, at vi forudser antallet af hold og
får reserveret tilstrækkeligt med haller, der ligger fornuftigt
i forhold til hinanden, men det kan aldrig blive helt problemfrit
i den nuværende form.
Problemet kan - hvis vi ønsker det - afhjælpes ved en
af flg. løsninger:
a. at fastlægge i forvejen, hvor de enkelte rækker skal
spilles - som det ses i S3-syd
Ulempe: Hjemmeklubben risikerer, at egne hold ikke skal spille hjemme
og at stævnerne i de forskellige haller kan få meget ulig
størrelse/varighed
b. kun at spille i dobbelthaller, hvor alle hold kan spille på
samme tid.
Ulempe: nogle klubber kan ikke få hjemmekampe
Fordel: Mange hold sammen giver i reglen en intens atmosfære
ved stævnet.
c. at stramme tilmeldings- /afbudsfristen- til fx. 4 uger og forlange
af sekretariatet at der udkommer en ny turneringsplan umiddelbart
efter foregående runde, det vil normalt sige ca. 3 uger før
stævnet
Ulempe: flere afbud og dermed mere arbejde til sekretariatet og flere
bøder til klubberne
Fordel: det kan til gengæld også betyde en stramning af
procedurerne i klubberne, så kommunikationen mellem træner/klub
og spillere/forældre bliver bedre.
d. at droppe GP-turneringen og gå tilbage til en almindelig serieturnering,
hvor der fx. spilles i trekanter som det ses i S1H. Turneringen kan
ombrydes til jul, så nye hold kan komme med og hold kan flyttes til
andre rækker.
Ulempe: Flere ulige kampe/færre jævnebyrdige kampe, færre
kampe pr. spilledag, en tom fornemmelse i hallerne, flere udgifter
til halleje, dårligere muligheder for nye hold og skolehold
der ønsker at være med enkelte gange osv..
Fordele: En turnering der forstås af alle, flere hjemmekampe,
mulighed for at flytte kampe og for at få stillingerne på
INFO-sport.
Det er med andre ord slet ikke så enkelt at tage stilling til, og UU vil gerne høre på, hvad klubberne mener.
ad 2: Kredshold og talentarbejde
År 1 efter TCs nedlæggelse er ikke gået så
ringe endda. Vi har fået fire gode trænere til at tage
sig af talenttræningen. DVBF har lovet os 15.000 til en hjælp
til aflønningen af disse trænere. Jeg synes trænerne
har gjort det rigtig godt, og vil gerne bruge dette sted til at give
dem en uforbeholden ros. Det angreb en talenttræner var ude
for fra en klubtræner, der var bange for at miste en spiller
til en anden klub, kan jeg afvise som en stærk fordrejet og
ensidig fremstilling.
Talenttræningen er startet som en helt åben serie af træninger
i efteråret, hvor mange spillere har været med. I forårets
første 3 træninger var der også åbent for
alle. Her gjaldt det udtagelsen til kredsholdene.
Nu er kredsholdene så udtaget og de har indledt en intensiv træning
frem mod kredsholdslejren på Oure i starten af skolesommerferien.
Her har vi jo stolte traditioner at forsvare.
ad 3: Düller:
Det har været lidt svært at samle mange folk til Düller
i år. Der var dog ca. 35 til 2P-turneringen i Frederiks 5.
februar - heraf dog mange var fra nabokredsene. VVBK-deltagerne kom
kun fra de nærmeste klubber.
Dr-pi-düller i Holstebro 25. marts havde endnu færre deltagere,
idet kun Skives drenge var med. Da arrangementet var koblet på
„Sjov lærdag“ i IC Vest kunne det heldigvis sagtens gennemføres
selv om der ikke var så mange med.
UU vil gerne have gode idéer til arrangementer klubberne har
lyst til at være med til.
ad 4: Rekruttering
Vi vil frygtelig gerne have flere hold med i turneringerne.
Det har Jan jo lagt op til en stor debat om i formandsberetningen og
det hilser vi velkomment.
Det kan være vanskeligt som kreds at rekruttere spillere, idet
det i sagens natur er noget der sker i klubberne.
Vi har blot forsøgt at lægge vore aktiviteter til rette,
så det var til at gå til for nye hold:
-Grand prix-turnering, hvor man møder de mest jævnbyrdige
modstandere og kan melde sig til midt i sæsonen
-Grand prix-møder hvor man kan blive klogere, lære folk
at kende og fremsætte ønsker mm.
-Trænerkurser - ikke mindst påskekursus
-Klubkonsulent, der er klar til at rykke ud og besøge nye klubber,
give råd/vejledning på stort set alle relevante områder
samt evt. lave en kontrakt, hvor klubben får en sum penge mod
at igangsætte nogle bestemte aktiviteter osv.
-Tilbud om trænerbesøg
-kredsens hjemmeside med alle relevante informationer og gode idéer
til nye klubledere
Derudover har vi puslet med tanken om at lave en udsendelse til alle
folkeskoler og efterskoler i kredsen med nogle konkrete tilbud om fx. at
deltage i Grand prix, få besøg af en instruktør osv.
Dette tilbud regner vi med at gøre klar til udsendelse omkring
sommerferien.
Endelig har vi snakket en del om, hvor det er relevant at rekruttere
nye hold/klubber. Der er en række muligheder, som måske
hver for sig skal dyrkes. Det er vi ikke kommet så langt med
- UUerne er jo alle travlt optaget af både at spille volley
og træne ungdomshold.
De områder vi har spottet, som på en eller anden måde
hver for sig skal bearbejdes, når tiden tillader, er:
-nye hold i klubber med eksisterende ungdomsafdeling
-ungdomsafdeling i klubber der kun har seniorhold
-ny volleyafdeling i flerstrengede foreninger
-volleyballklubber med udspring i privatpersoner med interesse for
at starte et hold/en klub
eller med udspring i folkeskoler, efterskoler, ungdomsskoler, ikke-
idrætsforeninger som fx. FDF, beboerforeninger osv. osv.
Der er mange muligheder, men vi ved ikke rigtigt, hvordan opgaven
skal/kan gribes an.
Det vil vi egentlig gerne have noget hjælp til.
Udvalgsarbejdet
Ungdomsudvalget har i de sidste to år bestået af mange
personer, der alle har fingeren på pulsen mht. ungdomstræning.
Mange klubber er repræsenteret og vi tror det er godt for klubberne
at have en person i UU, så de både har indflydelse og
er lidt på forkant med udviklingen. Vi vil gerne have flere
med i udvalget, så alle klubber med ungdomsvolley bliver repræsenteret
af en person, der har en vis indflydelse hjemme i klubben.
På den måde kan UU erstatte en del af GP-møderne,
som vi ikke altid har haft tid til at få afviklet, fordi kampene
ofte er forsinket på en eller flere baner. Det er dog fortsat
vigtigt at få holdt enkelte GP-møder hvor UU er repræsenteret
og fremlægger de kommende måndeders planer på fx.
talentområdet, düller osv., ligesom det er en god lejlighed
for de enkelte trænere til at råbe UU op, hvis der er
noget, de ønsker ændret.
Ud over de mange aktive folk i UU har vi også et stort ønske om at finde en person, der vil være sekretær i udvalget. En person, der kan samle trådende, lave referater og hjælpe os med at holde fast i de beslutninger, der er truffet på møderne. UU mødes til de to årlige stormøder i kredsen og derudover yderligere 2-3 gange.
Vi ser frem til en spændende debat på repmødet og håber på at nå frem til nogle beslutninger, der får en positiv effekt på antallet af ungdomsspillere allerede fra næste sæson.
mvh.
Kjeld Bitsch
UU-fmd.
Sæsonen 1999/2000 har været særdeles travl i dommerudvalget. Vi har afholdt 12 kurser og haft ca. 180 kursister gennem systemet.
I betragtning af, at VVBK kun råder over 3 instruktører, må man sige, at det er særdeles flot, og jeg vil gerne her bringe en stor tak til instruktørerne for deres indsats.
Selvom der er uddannet mange dommere i den forgangne sæson, fornemmer jeg dog, at det stadig er et problem at finde dommere specielt til jyllandsseriekampene. Derfor vil jeg opfordre klubberne til at sende endnu flere på kursus, så byrden for klubbens dommere kan blive fordelt på flere personer.
For DU’s kursusarrangører er det en stor hjælp, at mange klubber selv henvender sig, når de har brug for dommerkurser. Det er meget lettere at arrangere kurserne geografisk hensigtsmæssigt og på tidspunkter hvor det passer kursisterne, når man på forhånd ved, hvilke klubber der har brug for at få uddannet dommere.
Også en stor tak til Else Nybo og Trine Taasti, der har ydet en stor indsats i dommerudvalget, ikke mindst i forbindelse med at arrangere de mange kurser.
Et enkelt hjertesuk til klubberne fra DU – kurserne skal betales ved tilmelding og ikke efter flere rykkere. Da der ikke bliver udstedt dommerkort før DU har modtaget betaling, er der mange kursister, der har måttet vente temmelig længe på deres nyerhvervede dommerkort. Dette er ikke motiverende for de nye dommere – så kom ud af busken og få betalt kurserne rettidigt.
Kirsten Madsen
Beachvolleyberetning
I 1999 lykkedes det at få en beachvolleyturnering i gang i VVBK
i form af 6 stævner, der dog havde meget forskellig størrelse.
Kun få hold deltog i alle stævnerne.
Der var sammenlagt over 100 spillere med, og vi er ganske tilfredse
med det.
Vi har dog valgt en lidt anden facon på turneringen i år,
idet der spilles 5 weekender i træk i perioden fra 27. maj til 24.
juni, hvor mesterskabet afgøres på Agger Strand.
Ved de fire første stævner skal man blot ved et af stævnerne
placere sig blandt de 3 bedste for at kvalificere sig til finalestævnet.
Se mere på hjemmesiden.
Udvalget består af en person fra hver af de klubber, der har et stævne. Derudover har sekretariatet varetaget både en formands og sekretær-funktion i udvalget. Det er natuligvis helt ukorrekt, at overlade formandsfunktionen til personalet, så vi håber på repmødet at finde en person, der vil være formand for udvalget.
mvh. Jørgen Donslund
Sekretariatet
Indkomne forslag
(du kan evt. se VVBKs love ved studiet
af de første forslag)
Vedtægtsændringer foreslås således
af bestyrelsen:
1.1) Ny tekst til § 5 stk. 2
Repræsentantskabet består af bestyrelsen, de repræsentantskabsvalgte
udvalgsmedlemmer og 2 repræsentanter fra hver klub/forening,
hvis disse
ønsker det. Ingen kan dog have mere end én stemme. Der
kan ikke stemmes
ved fuldmagt.
Ændring: „de repræsentantskabsvalgte udvalgsmedlemmer“ er
tilføjet.
1.2) Ny tekst til § 5 stk. 5
Repræsentantskabet vælger til turneringsudvalget 2 medlemmer
og 2 turneringsledere til S3 mix samt til følgende udvalg
et medlem, alle valgt for ét år ad gangen: Dommerudvalget,
Beachudvalget og Ungdomsudvalget.
Udvalgende holder møde mindst 2 gange om året. Bestyrelsens
og udvalgenes arbejde koordineres ved 2 årlige stormøder.
Desuden vælger bestyrelsen et økonomiudvalg, hvor et
bestyrelsesmedlem og
regnskabsføreren skal være medlem. Udvalgene må
frit supplere sig.
Ændring: Instruktionsudvalget og PR-udvalget er fjernet.
På vegne af Hjerm FIF Volleyball, skal jeg hermed fremsætte
følgende
forslag til Repræsentantskabsmødet:
2.1. Serie 1 damer spiller max. to kampe pr. stævnedag.
2.2 Kampe under VVBK skal dømmes af dommere fra en neutral
klub. Hvis en
eller begge dommere har tilhørsforhold til et af de i kampen
implicerede
hold, kræver det begge holds samtykke. En evt. protest skal nedlægges
inden kampstart.
Med venlig hilsen
Peter Hansen
Opfordring:
Fra Skjern KFUM har vi modtaget flg., som -selv om der ikke stilles
forslag- ønskes drøftet. Det er udvalgene i VVBK, der træffer
beslutninger på disse områder og derfor kan der godt laves
ændringer på disse områder, hvis repræsentantskabet
kan overbevise udvalgene i, at det er fornuftigt:
Lige et par ord om nogle emner, som jeg synes bør tages op til rep-mødet:
Dommere:
Dommertjanserne har absolut ikke været heldige for Skjern i år.
Ud over de
18 påsatte kampe, har vi dømt 9-10 stykker ekstra. Folk
er udeblevet eller
ringer 2-3 timer før vores kampe og kan ikke stille dommere,
hvilket er
dybt utilfredsstillende for os. Efter hvad man har hørt rundt
omkring fra,
så er vi ikke den eneste klub, som har haft de problemer. Er
det generelt,
at man ikke kan få spillere til at tage dommerkort, og hvad gør
vi ved
det?
Kampe:
Hovedparten af vores spillere ligger over 25 år og har familie,
så vi ved
selv, hvor svært det er at slæbe folk på kurser.
Når de træner 2 gange om
ugen og spiller hver weekend, så vil de ikke bruge mere tid på
volley.
Dermed er vi tilbage til et forslag, som var oppe for et par år
siden, om
at lægge det om til weekendstævner, som de gør nord
og syd for os. Så er
vi også ude over problemet med dommere. Desuden er 2/3 af vores
herrekampe
blevet flyttet i år, dette må også bunde i, at folk
bruger deres weekender
til mange andre ting. Hvis man kun skal afsted hver anden eller tredje,
tror jeg man kunne holde på flere spillere.
På vegne af Skjern Volley
Karen Korsholm